NyhederÅrsopgørelsen for 2024 og boligskatterne

Årsopgørelsen for 2024 og boligskatterne

Husejere bør gennemgå årets årsopgørelse ekstra grundigt for at sikre, at tallene for ejendomsværdiskat og grundskyld er korrekt beregnet.

Fagligt nyt

Boligskatter

Årsopgørelsen for 2024 er på sin vis historisk. Det er nemlig den første, der er baseret på det nye boligskattesystem. Boligskatteberegningen er baseret på 2022-vurderingen, som mange boligejere endnu ikke har fået, og grundskylden er for første gang indregnet i indkomstskatten.

Efter krav fra Folketingets Ombudsmand har Vurderingsstyrelsen identificeret mindst 11 fejl i systemet, som potentielt kan give fejl i årsopgørelsen, hvilket har forsinket frigivelsen af årsopgørelsen med mindst 2 uger.

De nye regler om beregning af ejendomsværdiskat og grundskyld fik virkning fra og med 1.1.2024, og reglerne omfatter både ejendomsskatter, ejendomsværdiskat på boligejendomme og feriehuse samt dækningsafgift på erhvervsejendomme.

Satserne for ejendomsværdiskat er blevet lavere. Den laveste sats er fra og med 2024 0,51 % (1,0 % i 2023), og den højeste sats er 1,4 % (3,0 % i 2023). Grænsen for, hvornår satsen stiger til den højeste, er i 2024 9,2 mio. kr. (pristalsreguleret) (3,040 mio. kr. i 2023). Beregningsgrundlaget udgør fra 2024 og frem ejendomsvurderingen med fradrag af 20 %. De 9,2 mio. kr. repræsenterer således en ejendomsvurdering på 11,5 mio. kr.

De hidtil kendte nedslag for ejendomme, som er anskaffet senest 1.7.1998, og for pensionister m.fl., gælder fortsat.

 

Skatterabat

For ejendomme, som ejeren/ejerne beboede 31.12.2023, beregnes der en rabat/et nedslag i den samlede værdi af ejendomsværdiskat og grundskyld. Det går kort fortalt ud på, at skatterne for 2024 og frem bliver fratrukket forskellen mellem skatterne beregnet for 2024, skatterne beregnet efter de nye regler og skatterne for 2024 beregnet, som de ville have været, hvis de blev beregnet efter reglerne for 2023.

Rabatten gælder således kun stigningen fra 2023 til 2024.

Hvis boligejendommen er udlejet i perioder fra 31.12.2023 og frem, bliver rabatten beregnet og udsat, indtil ejeren/ejerne flytter ind igen.

Rabatten ophører helt eller delvist ved salg af ejendommen, og hvis ejendommens identifikationsnummer bortfalder.

Er du forvirret? Skattestyrelsens systemer kæmper også

Rabatten bliver beregnet for ejendomsværdiskat og grundskyld hver for sig, og udfordringen i Skattestyrelsens systemer går ud på, at stiger det ene beløb, og det andet falder, skal rabatten justeres, så rabatten bliver beregnet på grundlag af den samlede stigning. Denne kombination har systemerne ikke kunnet håndtere korrekt, hvilket har betydet forkerte forskudsskatter og en forsinkelse af årsopgørelserne.

Der er også udfordringer med beregningen for blandede ejendomme, hvor der i den nye (foreløbige) vurdering er en særskilt ejeboligvurdering, som ikke var der i den gamle vurdering.

Hertil kommer en række andre fejl vedrørende indefrysningslån, tilbagebetaling af for meget opkrævet skat og efterlevende ægtefæller, som sidder i uskiftet bo.

 

Hvad skal du gøre?

Husejere bør gennemgå tallene for ejendomsværdiskat og grundskyld grundigt for at sikre, at de er korrekt beregnet. Og mange skatteydere kan se frem til at modtage mere end én årsopgørelse for 2024.

Hertil kommer, at mange kan se frem til nye årsopgørelser for årene 2021, 2022 og 2023 på grund af genberegning af skatter, opkrævet på grundlag af foreløbige 2020-vurderinger, som løbende bliver afløst af endelige vurderinger.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte din revisor i Christensen Kjærulff.

Denne artikel er udgivet i FACIT.

Netværk

Christensen Kjærulff har et stort netværk bestående af en lang række pengeinstitutter, advokater og konsulenter. Vores dygtige samarbejdspartnere er med til at sikre, at vi kan give vores kunder den bedst kvalificerede rådgivning.

Nexia logo
Nexia International
Christensen Kjærulff is a member of Nexia, a leading, global network of independent accounting and consulting firms. Please see the “Member firm disclaimer” for further details.
RevisorGruppen Danmark logo
RevisorGruppen Danmark
Vi er medlem af RevisorGruppen Danmark, som er en sammenslutning af uafhængige statsautoriserede revisionsfirmaer, der skal sikre en høj kvalitet og faglig udvikling i arbejdet.