Er du opdateret på de opregulerede beløbsgrænser i skattelovgivningen for 2025?
I 2025 er der flere beløbsgrænser, der er blevet opreguleret, som du bør være opmærksom på. For at give dig et overblik har vi lavet en oversigt over de mest relevante beløbsgrænser, som reguleres:
- Iværksætterpakken er vedtaget 19. december 2024, hvilket betyder, at grænsen for aktieindkomst, som beskattes med 27 %, stiger fra 61.000 kr. i 2024 til 67.500 kr. i 2025 (51.500 kr. 2010-niveau); 75.700 kr. i 2026 (57.800 kr. 2010-niveau) og 83.100 kr. i 2027 (63.400 kr. 2010-niveau). Ægtefæller har tilsammen et dobbelt bundfradrag på 2 gange beløbet, før der skal betales 42 % i skat.
- Topskattegrænsen stiger fra 588.900 kr. efter AM-bidrag i 2024 til 611.800 kr. efter AM-bidrag i 2025.
- Personfradraget stiger fra 49.700 kr. i 2024 til 51.600 kr. i 2025. Det betyder, at personer kan tjene mere, før de skal betales skat af indkomsten.
- Det maksimale beskæftigelsesfradrag stiger fra 45.100 kr. i 2024 til 55.600 kr. i 2025. Det betyder, at alle skatteydere med lønindkomst eller overskud fra selvstændig virksomhed kan få et højere fradrag i indkomsten.
- Det forventes, at et ”grønt” håndværkerfradrag genindføres med 8.600 kr., og at servicefradraget stiger til 17.500 kr. og udvides. Dette var en del af Finansloven 2024, og lovforslaget forventes vedtaget i januar 2025. I tabellen er alene anført det på nuværende tidspunkt gældende servicefradrag på 12.400 kr. for 2025.
- Progressionsgrænsen for ejendomsværdiskat er hævet, hvilket er en del af ændringerne omkring ejendomsværdiskat, som de nye vurderinger medførte. Ejendomsværdiskatten beregnes med 0,51 % op til progressionsgrænsen og med 1,4 % af den del, som ligger over progressionsgrænsen.
Hvis du har spørgsmål til det ovenstående, og hvad de nye beløbsgrænser betyder for netop dig, er du velkommen til at kontakte din revisor hos Christensen Kjærulff.